Forretningsbetingelser
Forretningsbetingelsernes område
1.1) Forretningsbetingelserne gælder for enhver opgave, som BESTBID.DK Advokatanpartsselskab (herefter “BESTBID.DK”) udfører for klienten, medmindre BESTBID.DK og klienten skriftligt har indgået aftale om andre vilkår for opgavens udførelse.
1.2) Oplysninger, som BESTBID.DK i henhold til de advokatetiske regler, kapitel 6 skal stilles til rådighed for klienten, kan findes på hjemmesiden (nederst) under “Oplysningspligt”.
Udførende medarbejdere
2.1) Enhver advokat i BESTBID.DK er beskikket som advokat af Civilstyrelsen og er en del af Advokatsamfundet.
Opgavens udførelse
3.1) BESTBID.DK beskriver i samarbejde med klienten den/de opgave(r), som ønskes løst. Det er parternes fælles ansvar at sikre den fornødne skriftlighed om den/de aftalte opgave(r)s indhold og omfang. Hvis parterne finder det hensigtsmæssigt, udfærdiges et aftalebrev, der nærmere beskriver de aftalte vilkår for opgavens udførelse. I forbrugersager udfærdiges der altid et aftalebrev inklusiv oplysninger om honorar, jf. herom punkt 4 nedenfor.
3.2) BESTBID.DK rådgiver kun om dansk ret.
3.3) Opgaven udføres i overensstemmelse med de krav til advokaters adfærd og etik, der fremgår af retsplejelovens § 126 og af Advokatrådets advokatetiske regler. De advokatetiske regler kan findes på www.advokatsamfundet.dk.
3.4) Når opgaven er udført eller aftaleforholdet mellem klienten og BESTBID.DK på anden vis ophører, returnerer BESTBID.DK alle modtagne originale sagsakter til klienten. BESTBID.DK’s egne sagsakter arkiveres i fem år regnet fra sagens afslutning.
Honorar, udlæg og fakturering
4.1) Såfremt det er muligt at beregne honorarets størrelse på forhånd, får klienten oplysning herom, før arbejdet påbegyndes. Er det ikke muligt at beregne honorarets størrelse på forhånd, fastsættes honoraret efter retningslinjerne beskrevet nedenfor.
4.2) BESTBID.DK tilbyder efter forhandling en række honoreringsformer, der er beskrevet på www.bestbid.dk/honorar. Alle honoreringsformer opfylder retsplejelovens § 126, stk. 2, om beregning af et rimeligt vederlag og den hertil knyttede retspraksis. Det gælder for alle de tilbudte honoreringsformer, at honoraret fastsættes efter en samlet vurdering af bl.a. sagens udfald og betydning for klienten, indholdet og omfanget af det udførte arbejde, det med sagen forbundne ansvar samt de tidsmæssige rammer for arbejdets udførelse, herunder hvis opgaveløsningen nødvendiggør, at arbejdet er udført eller skal udføres under meget stramme tidsfrister og helt eller delvist uden for normal arbejdstid.
4.3) Den vejledende timetakst for fagjuridisk arbejde udført af advokat og indehaver Holger Koertz Haarløv er 2.500 kr. ekskl. moms. BESTBID.DK kan anmode klienten om indbetaling af et depositum for honoraret, før arbejdet påbegyndes.
4.4) For ikke-fagjuridisk arbejde opkræves intet honorar, medmindre parterne indgår særskilt skriftlig aftale herom. Ved ikke-fagjuridisk arbejde forstås i den forbindelse arbejde, der har karakter af sædvanligt sekretærarbejde, uanset om arbejdet i praksis måtte være udført af juridisk eller ikke-juridisk personale.
4.5) Det påhviler BESTBID.DK uanset den aftalte honoreringsform på forlangende at kunne udarbejde en specifikation, der beskriver det udførte arbejde med angivelse af datoer for udførte ekspeditioner, den udførende medarbejder, det anvendte tidsforbrug og omfanget af sagsekspeditioner. For alle andre honoreringsformer end “Fast pris” føres et decideret udspecificeret timeregnskab for både det udførte fagjuridiske og ikke-fagjuridiske arbejde.
4.6) BESTBID.DK afholder som udgangspunkt ingen udlæg på vegne af klienten. Skal der i forbindelse med sagen betales eksempelvis klagesagsgebyrer, retsafgifter eller andet vil disse som hovedregel blive opkrævet, før beløbet skal betales.
4.7) Faktura udstedes almindeligvis, når det aftalte arbejde er udført, og opgaven er afsluttet. Er der tale om vedvarende rådgivning eller en opgaveløsning, der strækker sig over længere tid, udstedes faktura med passende mellemrum, dvs. måneds- eller kvartalsvist. Betalingsfristen er 8 dage fra faktureringsdatoen.
4.8) I tilfælde af forsinket betaling opkræves sædvanlig forhalingsrente i henhold til rentelovens bestemmelser. Er der tale om væsentlig forsinket betaling, kan det medføre, at BESTBID.DK må udtræde som juridisk rådgiver for klienten under skyldigt hensyntagen til klientens mulighed for rettidigt og uden skadevirkning at kunne søge anden juridisk bistand.
Fortrolighed og habilitet
5.1) Alle medarbejdere hos BESTBID.DK er underlagt tavshedspligt om alle de oplysninger, som modtages under arbejdet for klienten. Tavshedspligten gælder uden tidsbegrænsning og således også, efter at aftaleforholdet mellem klienten og BESTBID.DK er ophørt.
5.2) Tavshedspligten forhindrer ikke BESTBID.DK i at videregive oplysninger i følgende tilfælde:
Hvis klienten på oplyst grundlag har givet samtykke til, at oplysninger kan videregives, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller i pålæg i henhold til lovgivningen.
Hvis BESTBID.DK er retligt forpligtet til at videregive oplysningerne.
Hvis videregivelse sker i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.
5.3) Før vi endeligt påtager os en opgave, sikrer vi os, at de udførende medarbejdere hos BESTBID.DK er habile, så der ikke opstår risiko for interesse- eller loyalitetskonflikter. Dette indebærer eksempelvis, at BESTBID.DK ikke påtager sig opgaver for såvel en ordregiver og en tilbudsgiver under samme udbudsproces, ligesom BESTBID.DK ikke påtager sig opgaver for flere virksomheder, der søger om deltagelse i eller afgiver tilbud under samme udbudsproces.
Bestemmelser om hvidvask mv.
6.1) Alle medarbejdere i BESTBID.DK er omfattet af reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Det indebærer bl.a., at vi har pligt til at indhente og opbevare oplysninger til identifikation af vores klienter, herunder sådanne oplysninger om klientvirksomheders ejer- og kontrolstrukturer, der kan identificere klientvirksomhedens reelle ejere.
Ansvarsbegrænsning
7.1) BESTBID.DK er erstatningsansvarlig i henhold til dansk rets almindelige regler med de undtagelser og begrænsninger, der følger af dette afsnit 7.
7.2) BESTBID.DK’s ansvar og den personlige hæftelse som for BESTBID.DK’s ansatte advokater knytter sig hertil, jf. retsplejelovens § 124b, er begrænset til maksimalt 1 million DKK pr. sag. En klient kan dog maksimalt modtage 2 millioner DKK i erstatning for samtlige krav, der rejses eller forhøjes inden for det samme eller det umiddelbart efterfølgende kalenderår.
7.3) BESTBID.DK er ikke ansvarlig for tab eller skade, der er en direkte eller indirekte følge af IT-systemmæssige hændelser, herunder fejl eller nedbrud i BESTBID.DK’s IT-systemer.
7.4) BESTBID.DK er ikke ansvarlig for klientens indirekte tab, hvorunder blandt andet forstås driftstab, tab af data, mistet tid, tab af indtjening/avance, tab af goodwill/omdømme eller andre former for indirekte tab.
7.5) Såfremt klienten handler inden for sit erhverv (ikke forbrugerforhold), forældes klientens krav om erstatning mod BESTBID.DK 12 måneder efter, at klienten er blevet eller burde være blevet opmærksom på de forhold, der ligger til grund for kravet. Klientens krav om erstatning skal i alle tilfælde senest gøres gældende 3 år efter, at klienten og BESTBID.DK har afsluttet det aftaleforhold, som det konkrete krav vedrører.
Ansvarsforsikring og garantiordning
8.1) BESTBID.DK er ansvarsforsikret og dækket af en garantiordning hos HDI Global Specialty SE, Denmark, efter de af Advokatsamfundet fastsatte regler for advokaters pligtmæssige ansvarsforsikringsdækning.
8.2) Ansvarsforsikringen og garantiordningen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor advokatvirksomheden udøves.
Markedsføring
9.1) BESTBID.DK har lov til i sin markedsføring at oplyse, at BESTBID.DK har bistået og/eller fungeret som rådgiver for klienten i relation til en konkret opgaveløsning. En sådan markedsføringsmæssig brug forudsætter dog, at opgaven har været offentligt kendt.
9.2) BESTBID.DK må ikke uden klientens udtrykkelige og skriftlige samtykke anvende dennes logo, varemærker eller øvrige forretningskendetegn.
Klager
10.1) BESTBID.DK er underlagt Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem samt reglerne i retsplejelovens § 126 og i de advokatetiske regler om god advokatskik. Reglerne kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk.
10.2) Hvis klienten er utilfreds med BESTBID.DK’s rådgivning eller det opkrævede honorar, kan BESTBID.DK kontaktes telefonisk på (+45) 24661754 eller skriftligt på e-mail adressen mail@bestbid.dk.
10.3) Klienten har også mulighed for at indgive en klage over BESTBID.DK’s rådgivning eller det opkrævede honorar til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K eller via Advokatnævnets digitale klageportal, der findes på Advokatnævnets hjemmeside www.advokatnævnet.dk.
Lovvalg og værneting
11.1) For enhver tvist mellem klienten og BESTBID.DK gælder dansk ret. Dog gælder danske privatretlige lovvalgsregler ikke, såfremt de måtte pege på anvendelsen af udenlandske retsregler til afgørelse af den materielle tvist mellem parterne.
11.2) Enhver tvist mellem klienten og BESTBID.DK afgøres ved de danske domstole, jf. retsplejelovens værnetingsregler.
Version 1.0 - Juni 2024